Har regionerne en fremtid?
Det spørgsmål er der sikkert mange, der stiller. For det er ikke nogen hemmelighed, at det har været diskuteret en del, om regionerne i virkeligheden burde lukkes.
Min tilgang er først og fremmest, at regionerne er der, indtil noget andet bliver besluttet. Og så længe de er der, skal der træffes beslutninger og driftes – og det skal gøres godt. Derfor synes jeg, arbejdet i regionsrådet er vigtigt.
Skal regionerne så bestå?
Jeg er ikke strukturfanatiker. Jeg ønsker den struktur, der løser de opgaver, regionerne har, bedst muligt. Hvis man finder en anden struktur, der er bedre, er det fint med mig. Men indtil nu synes jeg mest, det har handlet om at lukke regionerne – og så bagefter finde ud af, hvad der skal sættes i stedet. Så sætter man struktur før løsninger. Det ønsker jeg ikke.
Man kan jo starte med at spørge, hvad der er problemet med regionerne. Er det økonomien, der er problemet? Nej, det kan det næppe være. Bl.a. har regionerne hvert eneste år leveret effektiviseringer som er uset andre steder i den offentlige sektor.
Er problemet så, at der er for langt fra borgeren til regionen? Måske. Men det løser større, statslige sygehusfællesskaber næppe. Borgerne i Region Syddanmark kan ikke være tjent med at få beslutningerne truffet af et embedsvælde, som grundlæggende kun står til ansvar overfor et andet embedsvælde – i Købehavn. Hos os tager vi lokale hensyn – hvor skal ambulancen holde, hvor skal specialerne placeres? Skulle vi have lyttet 100% til ekspertvældet i København ville sygehusenhederne i den sydlige og vestlige del af vores region have været udsultet, og vi ville have færre sygehuse – ikke for faglighedens skyld, men for centraliseringens skyld. Hvis man kun ser på kolde, standardiserede facts – ja, så bliver løsningerne derefter.
Hvis der skal regionerne skal erstattes af noget andet, skal dette “andet” være gennemtænkt. Men jeg afviser ikke, at der kan være en anden løsning. For så ville jeg sætte struktur før løsninger – og det ønsker jeg ikke.