Politik:

I juni 2015 blev jeg af regionsrådet valgt til regionsrådsformand, og dermed også til formand for Forretningsudvalget. I 2017 blev jeg genvalgt. Derudover bestrider jeg i dag følgende hverv:

  • Formand for Danske Regioner
  • Formand for bestyrelsen for UC Syd
  • Formand for PKA A/S og Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer

Foto: Claus Boesen

Fra 2010 til mit valg som regionsråds-formand i 2015 har jeg været medlem af forretningsudvalget, formand for først sygehusstrukturudvalget, dernæst innovationsudvalget og endelig udvalget for regional udvikling.

Jeg har været medlem af regionsrådet siden regionernes dannelse i 2006. Min første periode i regionsrådet var utrolig lærerig og spændende. Jeg sad i en række forskellige udvalg og fik derigennem lov til at arbejde med en bred vifte af de opgaver, regionerne beskæftiger sig med. Jeg sad i periodens løb i udvalgene vedr. sundhed, psykiatri, erhvervsudvikling og kultur samt kommunesamarbejde og praksissektor, ligesom jeg var formand for det præhospitale udvalg og næstformand i udvalget vedr. regional udvikling og internationalt samarbejde.

Uddannelse og job:

Sproglig student fra Tønder Gymnasium (2001) og nationaløkonom, Cand.Oecon., fra Syddansk Universitet. Jeg afsluttede mit speciale som 23-årig i 2006, hvorefter jeg straks fik job i Jyske Bank. Her arbejde jeg først som makroanalytiker i Jyske Markets i Silkeborg, siden som investerings- og valutarådgiver i Jyske Banks Investeringscenter i Esbjerg.

Fra 2010 til 2015, hvor jeg blev regionsrådsformand, arbejdede jeg som underviser – adjunkt – på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg. Jeg underviste primært i statistik samt forskellige former for økonomi på markedsføringsøkonomi-uddannelsen og uddannelsen til PBA i international markedsføring og salg.