Fremtidens sundhedsvæsen

Tyngden i regionernes opgaveløsning ligger uden tvivl på sundhed. I 2010 forventes regionens samlede udgifter at blive på 23,7 mia., heraf skal ca. 22,2 mia. bruges på sundhedsvæsenet.

Jeg synes, at der er sat rigtig mange gode ting i gang i Region Syddanmark i de forgange fire år, og jeg vil gerne være med til at føre det arbejde videre i de kommende fire år.

:: Jeg vil bl.a. arbejde for:
- En sygehusstruktur med ligeværdige akutsygehuse og OUH som det faglige flagskib.
- Hurtig hjælp fra ambulancer, lægebiler og akutbiler i hele regionen, når uheldet er ude.
- Imødegåelse af lægemanglen, bl.a. ved tilskyndelse til samling af læger i lægehuse.
- Speciallægedækning, der sikrer mulighed for en decentral behandling af borgerne.
- Konstant fokus på forbedring af borgernes kontakt med sundhedsvæsenet.
- Et konstruktivt samarbejde med private aktører i sundhedssektoren – til gavn for borgerne.

I afsnittene herunder uddyber jeg ovenstående punkter.

:: Akutstrukturen
Regionsrådet har efter massiv debat og mange overvejelser frem og tilbage lagt sig fast på, hvilke sygehuse i regionen, der skal have status af “akutsygehus”.  Det bliver Kolding, Esbjerg, Aabenraa, Svendborg og Odense Universitetshospital. Regeringens ekspertpanel har bevilget penge til ombygning og udbygning i Kolding og Aabenraa samt nybygning af OUH.

Jeg vil i den kommende periode have fokus på, at vi skaber en sygehus-struktur i Region Syddanmark, hvor der er tale om ligeværdige akutsygehuse i hele regionen - med OUH som det faglige flagskib.

Det betyder også, at regionens egne anlægsmidler skal bruges på at modernisere og renovere de sygehuse, ekspertudvalget ikke har tildelt midler. Det gælder f.eks. sygehuset i Esbjerg, der ikke skal “straffes” med færre anlægsmidler blot fordi sygehuset allerede i en årrække har været det “samlende” sygehus i den vestjyske del af regionen.

:: Hjælp på skadestedet – når uheldet er ude
Med samlingen af de akutte patienter på færre, men større sygehuse, vil mange borgere få længere på sygehuset. Derfor har regionsrådet sat gang i en proces, hvor den såkaldte “præ-hospitale” indsats bliver opprioriteret – altså indsatsen i eget hjem, på ulykkessted el. lign., hvor ambulancer, lægebiler og akutbiler leverer hurtig hjælp før afgang og under transporten til sygehuset.

Jeg har i 2009 været formand for det præhospitale udvalg, der bl.a. har overvåget de nye ambulancekontrakters indfasning, hvor f.eks. Løgumkloster og Tinglev har fået nye ambulanceberedskaber. Vi har også overvåget indførelsen af lægebiler ved alle de kommende akutsygehuse, herunder opgraderingen af lægebilen i Esbjerg til døgndækning. Endelig er der indsat akutbiler bemandet med paramedicinere en række steder i regionen.

For mig er det vigtigt at vi konstant følger responstiden og den indsats ambulancer, lægebiler og akutbiler leverer. Det er vigtigt, at borgerne i regionen kan føle sig trygge – også i udkanterne af regionen, hvor der er længst til sygehuset.

:: Egen læge og speciallægerne
Heldigvis er det ikke alle kontakter til sundhedsvæsenet, der sker med blå blink og indlæggelse på sygehuset. Kontakten til egen læge er hjørnestenen i det danske sundhedsvæsen – og sådan skal det fortsat være. Flere steder i regionen har lægemanglen imidlertid været i fare for at sætte systemet under pres. I regionens praksisplan er der taget en række initiativer, som skal være med til at sikre lægedækning i hele regionen, så vi ikke får “sorte pletter”, hvor borgerne ikke har en læge at være tilknyttet.

Det er bl.a. for at sikre lægedækningen, at vi på alle mulige måder tilskynder lægerne til at flytte sammen i lægehuse. Jeg ser dog også gerne, de gør det, for at sikre størst mulig fleksibilitet for borgerne. F.eks. synes jeg, at man skulle gå i dialog med lægerne om mere fleksible åbningstider. Det er selvfølgelig en afvejning i forhold til de begrænsede lægeressourcer – men lægehuse vil kunne løse en del af problemet, og samtidig vil det formentlig være med til at aflaste vagtlægen, der oplever ekstra mange henvendelser efter fyraften og lørdag formiddag.

Mange borgere bliver hvert år behandlet hos praktiserende speicallæger som f.eks. øjenlæger, ørelæger og hudlæger. For mig er det vigtigt, at vi hele tiden er åbne for, hvilke opgaver, der med faglig forsvarlighed, kan flyttes ud i praksis. I en tid hvor der bliver større og færre sygehuse, er egen læge og de praktiserende speciallæger med til at sikre decentralitet. F.eks. har vi åbnet for operation af grå stær i øjenlægepraksis i dele af regionen, hvilket giver borgerne mulighed for at blive opereret hos deres egen øjenlæge tæt på deres bopæl.

:: Borgerens oplevelse i centrum
Som politiker, der beskæftiger sig med sunhedsvæsenet, bliver man desværre alt for ofte mødt med historier, hvor borgerens møde med sundhedsvæsenet ikke er forløbet optimalt. Ventetider, der er for lange, eller kommunikation, der har svigtet. Det er naturligt, at vi sjældent hører om de gode oplevelser – som heldigvis er i klart overtal, men derimod ofte hører om de mindre gode oplevelser.

Jeg synes, vi skal bruge borgernes oplevelser til konstant at forbedre kontakten med sundhedsvæsenet. Samtidig skal vi hele tiden lære af de bedste. F.eks. er pakke-forløbene fra Vejle, der har nedsat de interne ventetider, og dermed patienternes samlede ventetid, efterhånden udbredt til rigtig mange sygdomme og rigtig mange sygehuse.

:: Samarbejde med private aktører
Jeg ser samarbejdet med de private aktører i sundhedsvæsenet som et samarbejde, der først og fremmest gavner borgerne. Før det frie sygehusvalg blev indført kunne borgere med pengepungen i orden vælge et privat sygehus, hvis det offentlige ikke kunne levere varen. Nu har alle muligheden.

Jeg synes, man er naiv, hvis man fornægter, at “konkurrencen” fra det private, har givet anledning til nytænktning og effektivisering i det offentlige – og stadig gør det. Da det udvidede frie sygehusvalg blev genindført pr. 1. juni indførte Region Syddamark f.eks. en række tiltag, der skal betyde, at borgerne bliver hurtigere udredt, fordi vi så tror, at borgerne vil være mere tilfredse og mere tilbøjelige til at ville vente på behandlingen i det offentlige, når de ved, hvad de fejler.

Det offentlige sundhedsvæsen skal være – og er – hjørnestenen i behandlingen i Danmark. Men jeg tror på, at et konstruktivt samarbejde med de private aktører er til gavn for borgerne.